Babysalmesang i Vesterbro og Vor Frue sogne er en musikalsk oplevelse i kirken for nybagte familier, hvor alle kan være med.

Med salmesang og enkle rekvisitter skaber vi sammen en musikalsk stund hvor sanserne bringes i spil. Kirkens smukke rum danner ramme om en tryg og rolig oplevelse hvor glæden og nærværet er i centrum.

Velkommen!

Fredag i Mariakirken

Kl. 10.00: 4-12 mdr.
Kl. 11.00: 4-12 mdr.
Kl. 13.00: 0-5 mdr.
- porten åbnes et kvarter før holdstart.

Deltagelse kræver ikke forudgående tilmelding og aldersinddelingen er vejledende. Til babysalmesang er der altid rum til at pusle og give børnene mad. Alle er velkomne.

Undervisningen varetages af musikpædagogerne Sandra Skov Fallesen og Pernille Tjørnemark.

Læs mere om babysalmesang og hold øje med eventuelle aflysninger på www.salmedans.dk

Kontakt: salmedans@vesterbrosogn.dk

Sandra Skov Fallesen

Sandra er uddannet fra Det kgl. danske Musikkonservatorium i 2011, med accordeon og pædagogik som hovedfag, og er ansat som musikpædagog i Vor Frue og Vesterbro sogne. Hun har mange års undervisningserfaring, og har blandt andet arbejdet med babysalmesang i Mariakirken på Vesterbro siden 2008. Sandra har de seneste år arbejdet med formidling af klassisk musik til børn med Fabelkompagniet, et lille turnéteater, hvor hun sammen med en saxofonist og en skuespiller har spillet forestillinger i hele landet.

Pernille Tjørnemark

Pernille er uddannet fra Det kgl. danske Musikkonservatorium i 2013, med musikpædagogik og sang som hovedfag, og er ansat som musikpædagog i Vor Frue og Vesterbro sogne.
Inden sine studier underviste Pernille på privat- og folkeskoler, og har siden 2008 undervist i forskellige kirker i babysalmesang, musik for 1-5 årige, spirekor og voksenkor. Desuden underviser hun i solosang og stemmetræning.

Om musik i kirken fortæller Sandra og Pernille:

"Når man kommer til musik i kirken vil vi gerne have at man får en musikalsk oplevelse, som man selv er med til at skabe. Vi lægger vægt på flow i undervisningen hvor musikken klinger fra start til slut. Kirkens store rum giver plads til bevægelse, og salmerne er et dejligt repertoire for både store og små"