MARIAKIRKEN en helt ualmindelig sognekirkes historie
Af Anita Rohwer

Det vakte opsigt i det københavnske kirkeliv, da Det københavnske Kirkefond i 1897 købte det berygtede forlystelsessted og dansebule Valkyrien på Vesterbrogade 17 (i dag Det Færøske Hus), og fik det indviet på Mariæ Bebudelsesdag den 27. marts 1898 til Sct. Mariæ kirkesal. Kirkesalen blev først og fremmest taget i brug for at aflaste Sct. Matthæus med over 70.000 sognebørn. Sognet gik fra Valby bakke til Frihedsstøtten. Salen blev kirke for den vestre og østre del af Sct. Matthæus sogn, indtil Elias- og Mariakirken var færdigbyggede i 1908 og 1909. Sct. Mariæ kirkesal satte en kæp i hjulet for komitéen til opførelse af den såkaldte Boulevardkirke på Istedgade 20/Maria Kirkeplads 1 for den østre del af Sct. Matthæus sogn. Formand for komitéen var stiftprovst, kgl. konfessionarius J. Paulli, der som repræsentant for den etablerede kirke ønskede store, rige sogne med 20.000 i hvert samt store monumentale kirker. Kirkefondet derimod ønskede i de nye folkerige, fattige kvarterer en kirke med 5.000 evt. 10.000 sognebørn og 2 præster.

Danseetablissementet lå i et baghus til nr. 17, hvor der i ældre tid havde ligget en beværtning og dansebod ved navn Peders Haab. Valkyrien blev omtalt som et såkaldt forlystelsessted af allerlaveste art. Med købet af Valkyrien, slog Kirkefondet to fluer med et smæk. De fik et godt, stort lokale centralt på Indre Vesterbro, og man fik nedlagt én af disse lastens huler, som bydelen havde så mange af. Ejendommen kostede 265.000, dertil 10.000 til dansebodsværten. 
Til sammenligning kostede Mariakirken 250.000. Med overtagelse af ejendommen havde arkitekt V. Koch tre måneder til at fjerne de ”skammeligste” billeder og ombygge den til en kirkesal med godt 500 siddepladser og et sakristi i et sidelokale. Alteret blev anbragt, hvor den tidligere musiktribune stod, og gaslysekronerne blev bevaret med de dansende, vingede genier, som dog blev omdøbt til engle. Vinduerne blev udskiftet med høje vinduer for dog i nogen grad at give indtryk af kirke. Salen fik navn efter Joachim Skovgaards maleri af Mariæ Bebudelse. Samtidig kunne man vise katolikkerne i den nærliggende Jesu Hjerte Kirke i Stenosgade, at også protestanterne kunne og ville ære Jomfru Maria. Endvidere kunne man vise, at salen havde skiftet karakter fra at være et tilholdssted for syndefulde kvinder, og nu var opkaldt efter den helligste og reneste af alle kvinder, Jesu mor, Jomfru Maria. Præsterne ved Sct. Mariæ kirkesal blev: E. With og A. Fibiger.

Grundet Kirkefondet var der opstået en del uklarhed om, hvordan de kirkelige forhold skulle være i fremtiden på Indre Vesterbro. Skulle der være to nye kirker i denne bydel eller kun en?
Selvom man fra begyndelsen havde projekteret med Boulevardkirken, så dele af Kirkefondet gerne at Sct. Mariæ kirkesal blev den fremtidige Mariakirke. Men da grundstenen til Eliaskirken blev nedlagt i 1906, kom der samtidig gang i arbejdet for at rejse Maria, der som Eliaskirken udelukkende er opført for indsamlede midler. Sct. Mariæ kirkesals østre distrikt blev udskilt som Maria sogn og sognepræst V. Schousboe ved Kristkirken blev sognepræst i Mariakirken, og Vermehren S-N Onsild blev residerende kapellan. Ministeriet gav tilladelse til, at Kirkesalens navn kunne bevares, så kirken måtte kaldes Mariakirken.

Søndag den 15. september 1907 fandt grundstensnedlæggelsen sted. Grunden var skænket af gartner Hintze 1901. Arkitekten var Kgl. bygningsinspektør Andreas L. Clemmensen. Han havde også signeret bebyggelsen på den anden side af kirken, Maria Kirkeplads nr. 2, 4 og 6. Clemmensens grundtanke var, at kirken i sit udseende skulle minde om en dansk købstadskirke fra reformationstidens begyndelse. Efter 2 års arbejde blev kirken indviet 2. pinsedag den 31. maj 1909.

Kirken, der ligger NV-SØ, er bygget af røde håndstrøgne sten med rødt teglhængt heltag og består af kor og skib bygget i ét. Koret i NV med tresidet afslutning, samt tårn ved kirkens sydvestlige hjørne, flugtende med gadelinien, mens selve bygningen er trukket lidt tilbage, så der dannes en åben plads foran. Pladsen er indhegnet af fire afviserpiller.

Hovedfacaden mod SØ med den dybtliggende, spidsbuede portal er opført over en høj sokkel af granitkvadre med stort rundvindue under den brede, blændingsprydede, kamtakkede gavl, helt i gotisk teglstensstil. Sidemurerne er fagdelt ved lisener, hvert fag stokværkdelt med to spidsbuede vinduer forneden og et stort cirkelvindue foroven, svarende til den indre opbygning med pulpitur. En tværfløj ved korets venstre side rummer en sakristibygning med to sakristier, der vender ud til gården. I tårnet er ligkapel forneden og derover mødelokale. Dette lokale er ombygget i 1998 og indeholder i dag menighedssal med moderne køkkenfaciliteter. Tårnets pyramidetegltag, blev i 1975 erstattet med et kobbertag, svarende til Clemmensen oprindelige projekt. 

Kirkens indre: Kirken har hvidkalkede krydshvælv, der har omløbende pulpitur på tre sider. Koret er hævet fem trin over skibet og yderligere adskilt fra dette ved en korskranke af sten. På begge sider af koret er der et rum, der er præsternes omklædningsrum og korshærspræstens kontor. Alteret af sandsten står inde under en baldakin med 3 spidsbuer ind mod koret, båret af 2 joniske granitsøjler. Der er intet alterbillede, men et udskåret trækrucifiks over alterbordet. Et frescomaleri i femkanten over alteret, malet af Th. Kragh, som forestiller Jomfru Mariæ Bebudelse. Døbefonten af sandsten er anbragt på gulvet til venstre nedenfor koret. Prædikestolen med foldeværksfyldninger, udskåret i egetræ, var anbragt i kirkens højre side højt oppe, indmuret i koret og med opgang fra dette. I 1933 ved kirkens hovedistandsættelse, blev prædikestolen endelig flyttet til den plads, den har i dag.

Orglet bygget af L. Starup er ét af de få bevarede pneumatiske orgler, som er særdeles velegnet til romantisk musik. Ved 25-års jubilæet vedtog man en kunstnerisk udsmykning, bestående af 3 malerier malet af Stefan Viggo Pedersen. Et dåbsbillede bag døbefonten: Jesus, der velsigner de små børn, blev lavet næsten færdigt til jubilæet. Mens de to andre først blev færdige senere. Billederne i koret forestiller Jesus og synderinden og korsfæstelsen. Ved 50 års jubilæum lavede Stefan Viggo Pedersen to glasmosaikker i korets vinduer: Brylluppet i Kana og Jesu opstandelse. 

Oprindeligt skulle sognet have været betydeligt større med bl.a. Glyptotekskvarteret, så der blev 20.000 ikke helt fattige sognebørn. Til et sådant boulevardsogn var kirken projekteret med sine 1050 siddepladser. Men nu stod den der med kun 10.000 delvis fattige indbyggere. Lige fra begyndelsen var der ikke identitet mellem kirke og sogn. Kirken var for stor til sognet under hensyn til dets ejendommelige beskaffenhed med en mobil befolkning, hovedbanegården, hoteller og pensionater.

I 1958 blev City-Vest trafik- og centerplan offentliggjort, et projekt, hvor kirken var truet af nedrivning pga. Søringen, et motorvejsprojekt langs Søerne gennem Vesterbro til Amager. Planerne bevirkede en affolkning af kvarteret, og ejendommene forfaldt. Planerne gav menigheden og sognet en trang tid fra 1955-1975. Planerne og prøvesaneringerne drænede sognet for indbyggere, og omdannede lejligheder til kontorer, hoteller og flere værtshuse. Befolkningsnedgangen betød nedlæggelse af sognets skoler, plejehjem og dagligdags-butikker. Arbejderfamilierne flyttede ud til forstæderne, og Vesterbro blev omdannet til et multikulturelt og –etnisk samfund. Indtil efter krigen har befolkningstallet holdt sig omk. 10.000, men i 1996 var der kun 3.374 indbyggere tilbage, og 61 % folkekirkemedlemmer. Med byfornyelsen i 1990’erne kom børnefamilier igen ind på Indre Vesterbro, så befolkningstallet er stigende. I 2005 er der 3.983 indbyggere og 2.274 folkekirkemedlemmer.

Da City-Vest trafik- og centerplan blev opgivet, iværksattes den største restaurering og ombygning i kirkens historie i 1978/79. En del af kirkerummet blev inddraget til sognepræstekontor, dåbsværelse og kirketjenerkontor Der blev indrettet to samtalerum til Mariatjenesten, to toiletter, et større våbenhus og et lille køkken. Kirkens 1050 siddepladser blev reduceret til 500.

Sognestrukturdebatten betød i 1974 sammenlægning af Elias og Marias kordegnestilling, som den forsat er, og Maria sogn blev nedlagt og henlagt som annekssogn til Elias fra 1979-82. Under den ophedede debat fik Mariakirken endnu en funktion, da kirken modtog en henvendelse fra Kirkens Korshær om en evt. korshærspræst, og 6. maj 1974 oprettedes Mariatjenesten, som en del af kirkens menighedsarbejde. Sammen med tjenesten blev Korshærens gudstjenester flyttet til Mariakirken, som afholdes hver søndag aften kl.19.30. Siden 1996 har Mariatjenesten den første onsdag i måneden kl. 12 afholdt gadegudstjenster foran kirken med altercyklen. I dag fungerer tjenesten som fristed, varmestue og krisecenter for udstødte.

Siden slutningen af 1980’erne holdes hver 3. søndag i måneden kl. 12 ortodoks gudstjeneste for herboende rumænere.

Kirken kom igen på landkortet i 1987, da den i 4 døgn var rammen om det første kirkeasyl i landet af ca. 100 libanesiske flygtninge. Søren Krarup kaldte Kirkeasylet et forræderi af evangeliet.

Kirkens specielle placering ved hovedbanegården har lige fra begyndelsen betydet diakonalt arbejde blandt den store gruppe af udstødte, der har opholdt sig i sognet. 
Menigheden og Kirkens Korshær har givet Mariakirken en klar diakonal profil, som af og til har skabt bekymringer blandt beboerne omk. kirken, og i 1997 blev Maria Kirkeplads indhegnet til lukket friareal for beboerne.

Stiftsprovst og kgl. konfessionarius Paulli fik sin elskede, monumentale Boulevardkirke, men det var også det eneste, han fik. Kirken har indrettet sig efter forholdene, og ladet sognet og menigheden bestemme kirkens arbejde og identitet.