Københavns nyeste tradition: en storstilet gade-event i Indre By og Rådhuspladsen, der lægger asfalt til Jesus’ vej til korset med optog, performance og musik.

Langfredag kan man opleve Jesus’ vej til korset udspille sig som en storstilet og bevægende gade-event med inspiration fra Middelalderens passionsspil. Fra Vesterbro Torv til Indre By. Fra Judaskys til korsfæstelse.

KøbenhavnerPassionen lader den gamle historie om vennernes fornægtelse, de mægtiges svigt, mørket over jorden, og ensomheden uden Gud udspille sig i vores by. 

KøbenhavnerPassionen er en udvikling af de senere års succesrige VesterbroPassion. VesterbroPassionen har været afviklet tre gange, under ledelse af forskellige instruktører: Mikkel Flyvholm, Peter Dupont Weiss og Leiv Arne Kjølmoen. Alle gange under ledelse af projektleder, sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen, som fortæller om passionsspillet:

”Et passionsspil er en bevægende anledning til at se noget nyt i det velkendte. Den gamle beretning om Jesu vej med korset bringes i forbindelse med de velkendte gader og pladser, som vores dagligliv udspiller sig på. Det kan kun rigtig lykkes i en kombination af humor og alvor, eftertænksomhed og flygtige sanseindtryk. Jeg tror vi har godt af at se vores by som et sted, hvor passionshistorien udfolder sig.” siger han.

Passionsspil har en lang tradition bag sig i den katolske verden. Flere europæiske storbyer har taget traditionen op med store langfredagsevents, og i København kan det nu opleves for femte år i træk.

For nærmere information:
Projektleder Niels Nymann Eriksen, nne@km.dk; 2348 0481